Jurist til den juridiske afdeling i SEB i Danmark
Er du en dygtig jurist med erfaring med finansiering og international lånedokumentation? Har du engagement, kommerciel forståelse og lyst til at arbejde i et team, hvor vi arbejder tæt sammen med forretningen? Kan du lide at levere værdiskabende og forretningsorienteret rådgivning? Så er jobbet som jurist i SEB i København måske noget for dig.
Om jobbet
Juridisk afdeling beskæftiger sig med en række områder inden for finansiel regulering samt finansieringsret, formueret, selskabsret, værdipapirhandelsret og insolvensret m.v. Du indgår i et team med 4 andre jurister/advokater. Vi arbejder selvstændigt, men sparrer med og hjælper hinanden. Vi arbejder løbende sammen med vores juridiske kolleger i Sverige og i SEB’s øvrige lokationer.
Du vil primært skulle bistå den største division i SEB, Corporate and Investment Banking, med gennemgang, udarbejdelse og forhandling af finansieringsdokumentation, løbende forespørgsler vedrørende bl.a. corporate lending, real estate financing, supply chain financing, trade finance og cash management. Du vil i den forbindelse skulle instruere og samarbejde med danske og udenlandske advokatkontorer. Fra tid til anden vil du også skulle løse opgaver for andre afdelinger og deltage i projekter på tværs af organisationen, f.eks. i forbindelse med implementering af nye regler.
Arbejdet er ofte transaktionsbaseret. Tempoet er højt og kan være hektisk. Dagene kan være uforudsigelige, og man kan komme vidt omkring rent fagligt på en dag.
Vi forventer
Du er cand.jur. eller cand.merc.jur med 3-6 års erfaring med finansiering og international lånedokumentation fra advokatkontor, bank eller privat virksomhed, herunder erfaring med LMA-lånedokumentation. Du tager ansvar, arbejder selvstændigt og kan lede sager på egen hånd, men med mulighed for sparring med andre juridiske kolleger i SEB.
Derudover er du resultatorienteret og har kommerciel forståelse, og dine engelskkundskaber i både skrift og tale er så gode, at du kan forstå og udarbejde komplekse dokumenter på engelsk og deltage i forhandlinger på engelsk. Du trives i et travlt miljø, hvor der er fokus på kvalitet og tilgængelighed. Vigtigst af alt skal du have lyst til at lære og mod på at beskæftige dig med forskellige forretningsområder og juridiske discipliner og med både store og små opgaver.
Vi tilbyder
Du bliver en del af et mindre lokalt team, hvor fagligheden er i top, og hvor der er gode muligheder for personlig og faglig udvikling. Samtidig med at vi arbejder seriøst og målrettet, har vi et uhøjtideligt miljø med plads til godt humør og mange grin.
SEB Group har 18.400 ansatte fordelt i 20 forskellige lande og hovedsæde i Sverige. I SEB-huset på Bernstorffsgade er vi ca. 320 ansatte. Arbejdssproget er både dansk og engelsk.
Sådan søger du
Du er velkommen til at kontakte Head of Legal, Charlotte Fredborg Ørtoft, 51714539, hvis du vil vide mere om stillingen. Vi glæder os til at modtage din ansøgning og CV via knappen ”Ansøg” senest d. 31. maj 2026.
Om SEB
SEB er en førende nordisk finanskoncern. Vi tror på, at nyskabende individer og innovative virksomheder er afgørende for at skabe en bedre verden. Vi er her for at hjælpe dem med at opnå deres mål og få succes i både gode og dårlige tider. I Sverige og de baltiske lande tilbyder SEB finansiel rådgivning og et bredt udbud at finansielle tjenester. I Danmark, Finland, Norge,Tyskland og Storbritanien har SEB et stærkt fokus på corporate og investment banking, ud fra et fuldservice koncept til erhvervsvirksomheder og institutionelle kunder. I SEB bliver du en del af et internationalt miljø og får nogle af finanssektorens dygtigste specialister som dine kolleger.
Læs mere om SEB på www.sebgroup.com